Anne- Petra Bandringa

Jeg er 26 år og bor i Aarhus. Til dagligt læser jeg teologi på Aarhus universitet, hvor jeg skal begynde på 1. semester af kandidaten. Begge mine forældre er fra Holland, og det er også der, jeg er født. Men vi flyttede til Danmark da jeg var 2 år, og her er jeg opvokset på landet i en lille by, der hedder Vorgod Barde. I min fritid kan jeg godt lide at slappe af, se venner og familie, være sammen med min kæreste, læse en dejlig bog

Folkekirkelig baggrund
I min barndom er jeg vokset op med kirke og kristendom. Jeg har gået i søndagsskole (ikke altid lige frivilligt) og været med min familie i kirke om søndagen, så folkekirken er ikke et sted, der er helt fremmed. Jeg har desuden været leder i en teen-klub og været med til forskellige KFUM og K og DKG arrangementer i min fritid.

Hvad ser du frem til?
Jeg har søgt studiejobbet som kadet for at få praktisk erfaring med, hvad det vil sige at være præst, da jeg selv overvejer, om det er den vej, jeg skal gå. Praktisk erfaring er ikke noget man har meget af, når man læser på universitetet, så derfor er studiejobbet virkelig en kærkomme lejlighed til at finde ud af, hvad præstejobbet indebærer – og desuden også blive klogere på, hvad folkekirken er for en størrelse.  

Jeg glæder mig til at blive klogere på, hvad det vil sige at være præst og teolog uden for universitetets mure og se, hvordan den teori man lærer på universitet kan bruges i relation til det virkelige liv – for det er svært at forestille sig, når man læser teori efter teori og ikke har så meget praktisk erfaring. Så bliver det også spændende at møde de mange nye ”kollegaer”– præster såvel som menighedsråd og menigheder – specielt efter den varme og meget fine velkomst vi har fået. 

Læs om de andre præstekadetter