Når studielivet ender og virkeligheden uden for universitet kalder, så er det for mange en brat opvågning. For hvordan omsætter man teologisk viden i praksis?

 

Mød Eva Pedersen, der er leder af Akademi for Præstekadetter og har været præst i 11 år.

Her fortæller hun om sine egne erfaringer med overgangen fra studieliv til arbejdsliv og om hvor hun ser styrken i Akademi for Præstekadetter.


I min første arbejdsuge som præst havde jeg en begravelse, en gudstjeneste, to hold konfirmander og et menighedsrådsmøde. Jeg havde ikke prøvet noget af det før. Det var en stejl læringskurve. Det var de første par år i det hele taget. Faktisk husker jeg det som angstprovokerende, - særligt når det, man skal lære, mens man gør det, er at undervise 28 konfirmander eller begrave et elsket menneske.

Præst – ikke lige mig
Da jeg læste teologi, havde jeg ingen intentioner om, at jeg skulle ud og være præst. Jeg kommer ikke fra en kirkelig baggrund. I min familie gik vi faktisk ikke engang i kirke juleaften.

Mit billede af folkekirken bundede derfor mere i mine forestillinger – og fordomme - om, hvad den var, end i erfaring med, hvad den reelt er. Det samme gjaldt mit billede af, hvad en præst var – et billede, jeg hverken kunne eller ville identificere mig med.

Og så måske alligevel…
Mit billede af folkekirken og dens præster, blev der rokket ved, da jeg kom i praktik på pastoralseminariet. I mødet med folkekirken, med den lokale menighed, menighedsrådet og med min praktikpræst, erfarede jeg, at det ikke var alle mine fordomme der holdt stik, men at både folkekirken og præsterne faktisk var andet og mere, end jeg havde reduceret dem til.

Jeg erfarede, at man kan være folkekirke og præst på alle mulige forskellige måder, og at der måske endda også kunne være plads til en præst, der var som mig.

En ny identitet
Da jeg fik mit første embede, havde jeg en stærk oplevelse af, at jeg den ene dag ikke var præst, og den næste var jeg. Det var indsættelsen i sognet, der markerede det skel, for i samme øjeblik, jeg blev indsat, opfattede menigheden mig som deres præst. Det er det, kjole, krave og kald kan.

Menighedens opfattelse af, at jeg nu var deres præst, var ikke noget, jeg skulle gøre mig fortjent til gennem gerninger eller anciennitet. Den lå i embedet.

Det var rørende at opleve menighedens tillid til præsteembedet, der blev en tillid til mig, som deres præst. Men det var også overvældende. For dels var vejen til at opfatte mig selv som præst noget længere og dels betød min indsættelse som præst i sognet jo også, at jeg blev kastet ud i alle de arbejdsopgaver, der var som præst.

Akademiet bygger bro
Et af formålene med de faglige studiejobs som Præstekadet i Favrskov provsti, er gøre overgangen mellem studie og arbejdsliv knap så brat. Akademiet bygger bro mellem teologistudiet og præsteembedet – en bro som jeg selv oplevede, at jeg manglede – både i min studietid og da jeg blev præst.  

At blive præstekadet i Favrskov Provsti er en unik mulighed for, at få praksiserfaring med en mangfoldighed af præsteopgaver, allerede under teologistudiet.

Jeg tror, at præstekadetterne vil opleve at deres praksiserfaring også kan være med til at kvalificere deres kandidatstudie på teologi og gøre dem klogere på, om de har lyst til at blive præst. 

Og ender man med at blive præst, så vil det faglige studiejob både se godt ud på CV´et, og det vil være en kæmpe fordel at have en praksiserfaring at kunne trække på, når man står med kjolen og kraven i sit første embede.

Læring i samspil
Jeg glæder mig til arbejdet i Akademiet og til at følge Kadetterne, i den læringsproces de skal i gang med. Det er jo ikke kun er en læringsproces for dem, men også for os i Akademiet og for provstiets menigheder og præster.

Præstekadetterne kommer til at bidrage med ny viden fra universitet og vil stille spørgsmål til den praksis de møder i sognene. Det vil skabe refleksion over egen praksis og det er godt for alle parter. Det vil bidrage med en masse ny og god energi i Provstiet.  

Vi er klar i Akademiet - nu glæder jeg mig bare til at få rekrutteret nogle studerende, så vi kan få sat ansigt på præstekadetterne og komme i gang med arbejdet …

  

Eva Pedersen

Præst og Akademileder

Akademi for Præstekadetter
Favrskov Provsti, folkekirken