Efterspurgte kirkecafeer åbner igen

Rollatorerne står igen i kø ved sognegården i Hinnerup. Fællesskab og nærvær får de ældre til at strømme til, når folkekirken igen slår dørene op til kaffe og samvær.


”Uha, hvor har vi savnet det”…. ”Corona-hilsen til dig”...”Dejligt, at se dig igen”. 

Sådan lyder det gentagene gange fra de ældre, som langsomt og målrettet sætter sig ved bordene i sognegården. Gensynsglæden er ikke til at tage fejl af denne smukke sommerdag i Hinnerup, hvor syrenernes duft blander sig med håndsprittens lugt.Bordene står med god afstand og der må kun sidde fire ved hvert bord.


”Det er SÅ dejligt at kunne komme igen – virkelig!”, fortæller 96´årige Linda Buch, der er kommet i kirkecafeen lige siden det hele begyndte for syv år siden.  

”Det kan dog godt være en udfordring at få snakken til at køre rundt bordet, når vi skal sidde så lagt fra hinanden. Det er jo ikke alle som hører lige godt”, fortæller Linda Buch med et glimt i øjet.

Livline til nærvær
Det virker dog til cafeens ca. 35 gæster hygger sig trods afstanden. Nogle sidder blot og fornemmer stemningen imens de nyder kaffen og de hjemmebagte boller. Andre skruer en tand op for høreapparatet, så snakken kan gå.

”Jeg ved at cafeen for nogen er deres eneste livline til omverdenen. De har været særlig ramt her under nedlukningen af cafeen,” fortæller Linda Buch og fortsætter: ”Som ældre kan det godt blive meget ensomt, hvis ikke man har nogen at mødes med. Jeg er så heldig at have børn i byen, men det er langt fra alle, der har det.”

Ind af døren træder en ældre dame som knap kan gå. Hun skærer ansigt i smerte, puster ud og fortsætter ind. Endnu en rollator kommer over i rækken. 

Én af de cafeens frivillige går hende i møde. ”Velkommen, dejligt at se dig igen. Du ser ikke ud til at have det for godt i dag.” 

Svaret kommer promte. ”Det har jeg godt nok heller ikke. Jeg har ondt alle steder, men jeg ville afsted for det hjælper med lidt selvskab, kaffe og en sang”.

Der er god stemning blandt cafeens gæster i Hinnerup sognegård.
- Det er virkeligt dejligt, at kunne komme i cafeen igen. Det betyder meget at komme hver uge. De frivillige kender os og ser os - og så er vi ældre kommet meget tættere på hinanden. Dengang cafeen begyndte for syv år siden, så vi ældre ikke så meget til hinanden selv om nogle af os endda var naboer, fortæller Linda Buch, der med sine 96 år er cafeens alderspræsident.
- Kirkecafeen er en hjertesag for os frivillige. Den er med til at bygge bro mellem de ældre og så er det hyggeligt, fortæller Ida Laursen(th) Her er hun sammen med Birgit Stanley (tv) i gang med at smøre hjemmebagte boller til cafeens gæster.