Du er her: 

Sangglæde, kuldegysninger og hår på brystet...

Cecilie Marie Høyer-Nielsen er konservatorieuddannet sanger og korleder for Spirekoret i Hadbjerg og cantoriet i Hadsten. Korene optræder sammen og udgør ét samlet kor for børn mellem 6 og 14 år (0-7.klasse).I koret lærer man at læse noder, at synge rent, at få kendskab til musikkens sprog og udtryk, at synge både klassiske og rytmiske sange og salmer.

Af: Journalist Anne Dorte Nørby
Når børn og unge får musikken ind under huden i et stærkt fælleskab, så får de oplevelser og erfaringer, som ruster dem for livet.

Hun har fået det ind med modermælken – altså sangglæden. For når ens mor er professionel korleder af både Aarhus pigekor, konservatoriets pigekor og har vundet internationale korkonkurrencer, så klinger kærligheden til fællesskab om sang og musik med i opdragelsen helt fra barnsben.

- Jeg har selv oplevet glæden ved at synge i kor, fra jeg var helt lille. Det har givet mig helt utrolige oplevelser – både musikalsk, men også fordi jeg har været med i korfællesskab, som var inkluderende og fungerede på helt andre præmisser end fx skolen eller håndboldklubben, fortæller Cecilie Marie Høyer-Nielsen.

Hun har som sin mor gjort musikken til sit levebrød og har uddannet sig til klassisk sanger på musikkonservatoriet. I dag arbejder hun som kirkesanger, solist og korleder i folkekirken i Favrskov.

- Jeg vil så gerne lære børn glæden ved korsang. Det er stærkt at opleve, når musikken går ind under huden på en og ikke mindst når man oplever det sammen med andre. Når vi fx synger Eventyrsangen i mit kor, så kan jeg se, at børnene også bliver ramt og mærker sangen – ligesom jeg selv gjorde på deres alder. At få kor-kuldegysninger.... dét er det bedste, fortæller Cecilie begejstret.

Ambitioner på plads
Folkekirkens kor er gratis og for alle, der elsker at synge - både de yngste børn og de mere erfarne korsangere. Der er dog stor forskel på hvilke kor, der er i de lokale sogne.

- Vi er et ambitiøst kor, der har fokus på det sangtekniske, men vi har også meget fokus på fællesskabet. Kirkerne er fyldte når pigerne synger. Og det er fedt se, at de udvikler sig og vokser i hinandens fællesskab. Det giver hår på brystet, at stille sig op og synge foran andre. Faktisk kan det siges ret kort: Det er fedt at synge i kor. Man bliver glad i låget!

Skal dit barn synge i kor?
Kontakt din lokale kirke og hør hvad de kan tilbyde.

Del dette: