Du er her: 

I kirken er der altid en dør, der skal åbnes...!

Af: provst Anders Bonde, Favrskov
Det letter. Kurven flader ud. Coronaen er under kontrol, og vi kan begynde at kramme lidt igen. Og det har vi virkelig brug.

Hvornår i verdenshistorien har det været en tophistorie i medierne, at det igen var lovligt for bedsteforældre at give deres børnebørn et kram...? “Breaking News”.... 

Mit barnebarn på 5 havde faktisk snydt lidt under Corona. “Bare vi krammer om maven og ikke om hovedet, bedstefar...”.

Men nu kan vi. Hvor er det godt! Om ikke før, så ved vi nu, at vi har brug for hinanden! Nærheden! Kontakten. Kærtegn. Kys. Håndtryk. Og derfor er isolation så forfærdelig.

Som gammel fængselspræst ved jeg det. Folk lider, når de sættes i isolation. Pårørende lider. Coronaisolation har betydet svære lidelser for mange.

Min gamle mor på 88 er vel den mest oplevelsessyge i kommunen. Og nu sad hun der så pludselig i sin stol - alene. Vi måtte ikke komme der. Hun fik mad fra plejehjemmet. Der skulle være til to dage, men skålen var slikket den første. “Trøstespiser du”, drillede jeg hende. Men det gjorde hun jo nok - og med god grund. Frygten sad i hende - og var til dels, ja, alene med den.  “Risikogruppen”, blev et nøgleord. Og vi måtte ikke komme ind - for tænk nu, hvis...?

Ja, og det er jo det forbistrede ved den sygdom. Ingen kan se den. Og herude på landet har vi faktisk ikke hørt om smittede. Og når man mødte een i den lokale Brugs med mundbind, var der nu nok noget andet i vejen...

Men Covid-19 er jo alvor. Mange dør af den sygdom. Og derfor må Corona mødes med respekt - midt i det påtrængende dilemma, at vi ikke kan undvære hinanden. Ingen besøg på institutioner. Plejehjem. På intensiv.

At skulle dø uden sine kære. Det er måske i virkeligheden det, der er den største lidelse under Corona.
Isolationen fra dem, der betyder allermest - når det er allerværst.

Der er gjort meget for at kompensere ind i det her. Brygget megen “erstatningskaffe” på “Richs”. Også i kirken.

Fundet på nye veje at forkynde medmenneskelighed på, næstekærlighed. Fortælle historien om Ham, der altid fandt en vej til det mest sårbare menneske. Den smittede, isolerede, spedalske, der aldrig blev helt alene, fordi Jesus vovede sig nær.

De er der også i dag, dem, der er vover sig helt tæt på. Sygeplejersker, SOSU-assistenter, og hvor er vi dem stor tak skyldige. Der blev faktisk holdt i hånd til det sidste. Omsorgen på plejehjemmet. Det lindrede - båret af en kompetent og flot indsats af dygtige medarbejderne, der leverede netop det strøg på kinden, der gjorde en verden til forskel.

Og sådan har Coronaen også sine positive sider. Der stod en blomst på bordet ved min gamle mor. Jeg snød mig til at se den i påsken. Hun ville ikke have folk ind, men jeg købte et par flødekager og begyndte at lokke ved døren. “Du har vel ikke en tallerken og en teske..”. Og det endte da også yderst på en køkkenstol - mens hele huset lugtede af sprit...”. Men det var altså påtrængende med det besøg.... Og hun glædede sig over buketten - fra den lokale kirke. “Så er vi da ikke helt glemt.. - det har de da aldrig gjort før..”. 

Og det er jo en pointe. Coronaen har sat gang i opmærksomheden. Hos os fik konfirmanden en pose med en hilsen fra præsten. Kirkens kodeord har været: “Hvordan når vi ud til den enkelte - med hjælp og trøst”?

Det sværeste har været begravelserne. Begrænsning i deltagerantallet. En stor sorg oveni et smertefuldt tab ikke at få lov at tage ordentlig afsked.

Men også de belastede familier. De mange, der er truet på brødet, mistet arbejde, virksomhed. Den enorme psykiske belastning for mange undervejs. Går måske rundt i det usynlige med en ubærlig uvished og frygt for dagen i morgen. Og nogen er bukket under for presset.

I forhold til dette mere usynlige har kirken under Corona i den grad holdt åbent. Præsterne har haft tryk på telefoner og mails. Mange samtaler er det blevet til, og Coronaen og dens eftervirkninger er ikke forbi, og præsterne står stadig klar til at bistå, hvor der er brug for det.
 
Coronaen har - om noget - på sin egen bagvendte måde anskueliggjort, hvor rigt og mangfoldigt kirkelivet er i Danmark. Kirken er et hus med mange forskellige rum og indgange. Og uanset hvor vi er - eller hvem vi er - i det hus, så mødes vi af en himmelsk nærhed båret af tro, håb og kærlighed.

Jo, vi glæder os i Folkekirken Favrskov i den grad til at åbne endnu en dør - og der er sprit nok til alle.....!

 

 

Del dette: