Hvem skal have pladserne – tættest på Vorherre?

Ja, når provsterne sidder i Landemodesalen her i Domkirken, så sidder vi i rangorden efter anciennitet. Ham, vi skal kreere til provst i dag sidder nederst. Provsten fra Randers søndre siddende længst i embedet øverst. Om ikke tættest på Vorherre så dog lige op af, domprovsten, stiftsamtmanden og biskoppen.

Selv sidder jeg 4. fra neden. Og jeg har såmænd været ved at tjekke lidt de andres alder og helbredstilstand, hvor langt jeg med lidt held kan nå op? Men med min alder når jeg aldrig i nærheden af stiftsamtmanden.

Men ham, vi kreerer i dag, vil til enhver tid sidde længere nede end mig. Og det er jo en tiltalende tanke.

Vel, det sidder dybt i os, fru Zebedæus.  Du er ikke ene om den tanke. Og kirken er da også historisk og traditionelt fra oldkirkens dage hierarkisk opbygget.

Men sådan er det ikke tænkt fra starten. For Jesus gav øverst og nederst ingen mening? Spørgsmålet er ganske enkelt forkert stillet, fordi orienteringspunktet er et helt andet for Jesus, nemlig: Hvor er det menneske, jeg kan ofre mig for?

Jeg sad ude ved min gamle faster en dag. Hun havde fået kræft og skulle opereres. Men jeg skal lige vente lidt, sagde hun. Jeg er kommet med i et forsøg med noget medicin, der skulle kunne virke på knuden. Ja, det kommer ikke til at hjælpe mig. Jeg bliver nød til at blive opereret, men de skal lige se, lægerne, om medicinen virker. Og gør den det, så kan de måske i fremtiden undgå at operere i en situation som min.

Og så gik faster med sin sygdom nogle måneder som forsøgskanin ikke til gavn for sig selv, men for andre.

Hendes valg gjorde indtryk. Noget stort var der over denne gamle kone. Et offer, der i alle dets perspektiver rækker ud over sig selv.

Det er jo det, fru Zebedæus, du er oppe imod! Offeret!  Og vi ved jo godt, når vi hører om min gamle faster. At det er noget stort, der sker! Sædet er et kors!

Og dét betyder noget – nu vi er til Landemode - for synet på kirken. Og på hvem der skal reserveres pladser til - tættest på Vorherre!

Som mange af jer ved, så var der hjemme hos mig engang en gammel graver, der uden at spørge hverken præst, provst eller biskop forrettede en begravelse for en jødisk familie, der havde mistet en voksen søn.

De havde, som jøder, ikke ret til kirken, men som graveren sagde: ”Jeg har nøglen”. Og så åbnede hun kirken for dem - gennemførte hele ceremonien – uden at spørge - og uden præst!

Hun havde nemlig forstået, graveren, Jesu svar til moder Zebedæus! Hvem sædet nærmest Vorherre er tiltænkt!!

Jeg synes graverne i Folkekirken er de vigtigste. De står der, når vi kommer til kirke. De står der, når vi går. Og de færdes sammen med os på de stier langs grave, der kan være vanskeligst for os mennesker at træde.

Hvor befandt min gamle graver sig mon i hierarkiet? Hvilket embede besad hun den dag med jøden?  Ja, ved Landemodet i dag indskriver jeg hende som præst – klos op af stiftsamtmanden og biskoppen. – Jeg sætter hende forrest i processionen!  Ja, endnu længere. Jeg ser hende på sædet ved Vorherres højre side med en jødisk dreng og hans mor ved den venstre…!

Graveren var præst. I luthersk forstand er enhver, der er døbt, præst! Der er kun ét præsteembede. Krøbet ud af dåben – om du er biskop, graver, sognepræst, provst eller menighedsrådsmedlem! Og der er intet hierarki i det!  Vi er alle ens stillede for Vorherre! Det er offeret, der er embedet! - Tjenesten!

Mor Zebedæus forestillede det sig det anderledes! En kirkens Mrs. Hyacinth! Der måtte dog være en forskel! Noget i kirken finere end andet? Den rene lære - måske? Dogmatikken i orden? Den højpolerede teologi, der altid ved bedre? Noget der i særlig grad, som vi siger, har ”teologisk ”tyngde”! Men hvad er det?

Johannes Værge tager i sin seneste bog et voldsomt opgør med det, han kalder, forvreden kristendom. ”Kristendommen er ikke trådt ind i verden som en lære, men som liv”, siger han! Et åbent liv i samspil med en person, Jesus af Nazareth!  Ikke hegnet inde af læresætninger eller lovbestemmelser…! Der er bevægelse i dét, Jesus kommer med. Vi har en Gud, der kan røres. Ikke lære, men liv!

Og så peger han på, når Jesus blev spurgt, om han nu er den ventede Messias, Guds søn, så svarer Jesus aldrig ja eller nej, men altid: ”Se på, hvad der sker, når jeg møder mennesker”?

Ikke lære, men liv!

Må jeg gi’ et eksempel på, hvad der modsat sker, når ”læren” kommer før liv? Teologien - før troen?

For nogle år siden et sted i Danmark er et ungt par, jeg kender, til samtale med præsten. De har mistet deres lille dreng og snakker salmer. De vil gerne have ”Ingen er så tryg i fare…”, ude ved graven. Den har de sunget for drengen som ”god nat sang”.

Præsten trækker lidt på det – hænger i teologiens bremse - og siger så: ”Her plejer vi nu at synge: ”Krist stod op af døde..” - ved graven””! 

Det fortæller de unge så deres gamle bedstefar. ”Det skal præsten ikke bestemme”, siger den gamle. Og da de står ude ved graven og kirkesangeren annoncerer: ”Krist stod op af døde…” stemmer den gamle bedstefar i med ”Ingen er så tryg i fare…”!

Kirken skal ikke være smagsdommer på andres enfoldige tro! Det har en gammel bedstefar meget mere forstand på! Han forstod nemlig, at den sang, der kunne mildne sorgen, måtte synges - og dermed knytte bånd til en lille gut og den aftensang, der kunne bære ham hele vejen til himlen. Det var et salmevalg efter Guds hjerte.

Vel, så, kære kolleger, Lina Sandells: ”Ingen er så tryg i fare..”, er jo ikke fin teologi, men kristendommen er ikke trådt ind i verden som lære, men som liv!

Og kirkens Herre er så generøs! Han kan bevæges! Han går ikke i små sko! – Og hvem er sædet ved hans højre og venstre side tiltænkt? I dette øjeblik ser jeg for mig en gammel bedstefar på den venstre og en lille dreng på den højre!

Hvad er det dog for et persongalleri, der samler sig ved Vorherres bordende - på hver sin side?

Ja, hvad sker der omkring Jesus i hans møde med mennesker? Hvem ser vi? Vi ser en barmhjertig samaritan. En kanaanæisk kvinde. Den fortabte søn. Fornægteren Peter. Du finder ikke én eneste historie i NT, der går op med vore forestillinger om hæder og ære, rimelighed og ret!

På skødet af den barmhjertige samaritan lige nu sidder garanteret Hassan fra Vollsmose. Og på knæet af fornægteren Peter sidder jeg. Fordi alt og det hele handler om nåde! Nåde, hedder det!

Kernen, kære menighed! Opstandelsestroen i Kristus, sprænger alle de mure, vi kan finde på at rejse omkring kirken. ”Den kristne kirke er langt større og rækker meget længere ud end til de formelle grænser, rigide teologer sætter”, siger Værge!

Derfor begraver vi også dem, der ikke er medlem af Folkekirken.  Også jøder! Hellere en skovfuld jord for meget end én for lidt!  Nej, siger nogen, for så kan de lære det…!

Jo, sagde min gamle graver!  Jeg har nemlig en nøgle med den helt særlige egenskab, at den kun kan lukke op! Amen!

Årshjul 2014 for Favrskov provsti

Kommende møder i provstiet

BegivenhedDato

Provstiudvalgsmøde

Sted: Provstikontoret, Kirkevej 11, 8370 Hadsten

23. apr 09:00
12:00
23. apr 09:00 -
12:00

Provstesyn

Ruten ikke planlagt endnu

21. maj  
21. maj

Provstiudvalgsmøde

Sted: Provstikontoret, Kirkevej 11, 8370 Hadsten

21. maj 16:00
19:00
21. maj 16:00 -
19:00

Provstesyn

Ruten ikke planlagt endnu

22. maj  
22. maj

Provstesyn

Ruten ikke planlagt endnu

27. maj  
27. maj  

Provstiudvalgsmøde

Sted: Provstikontoret, Kirkevej 11, 8370 Hadsten

25. jun 09:00
14:00
25. jun 09:00 -
14:00

Provstiudvalgsmøde

Sted: Provstikontoret, Kirkevej 11, 8370 Hadsten    

27. aug 09:00
14:00
27. aug 09:00 -
14:00

Formandsmøde

Sted: Tinghuset, Hammel

4. sep 17:00
19:00
4. sep 17:00 -
19:00

Budgetsamråd

Sted: Tinghuset, Hammel

4. sep 19:00
22:00
4. sep 19:00 -
22:00

Provtikonvent

Sted: Oplyses senere

17. sep 10:15
12:00
17. sep 10:15 -
12:00